I denne serie diagrammer forsøger jeg at beskrive nogle grundlæggende træk i Martinus kosmologi. Det handler om den overordnede struktur i det levende verdensalt og de levende væsner, gudesønnerne.

Jeg har prøvet at beskrive disse sammenhænge i lyset af "0X" *)

Hovedvægten er lagt på nogle beskrivende diagrammer. Teksten er så vidt muligt koncentreret om hovedtræk og henvender sig ikke til helt nye studerende. Sproget kan derfor være lidt indforstået..

Det er vigtigt at pointere at den rækkefølge som de enkelte begreber her bliver præsenteret i kun tjener til at forenkle og fremme forståelsen. Der ikke tale om beskrivelse af en begyndelse eller en udvikling fra X0 mod de øvrige elementer. Alle elementer er evige og har altid været i aktivitet. Diagrammerne beskriver hovedsagelig noget velkendt men på en ny måde.

Verdensaltet eller Guddommen er et uendeligt, evigt og et levende univers, et altomfattende gigantvæsen. Dette væsens jeg er "den årsagsløse årsag" X0. Det er immaterielt og absolut stilhed. Guddommen er alt hvad der eksisterer. Guddommen lever ikke i en omverden. Han er derimod omverden for alle levende væsner, eller gudesønner. Hans liv og bevidsthed må han skabe ud af sig selv, ved sig selv og for sig selv.

Han optræder for sig selv i funktionerne som henholdsvis evnen til at skabe oplevelse(x2), som opleveren og skaberen(x1) og som det skabte(x3).

Dette kræver at Guddommen ud af stilheden skaber noget at opleve og selve oplevelsen af det skabte og det sker alt sammen uden at stilheden brydes! Stilheden er nemlig også det medium som alle bevægelser "fremkaldes" på. Hvis bevægelser fremkaldes på et bevægeligt medium bliver det et "falsk billede" og verdensaltet bryder sammen. Hvis en farvefilm bliver vist på et farvet filmlærred bryder filmen sammen. Det gælder også "livets film: Det evige liv" som vi alle er medspillere i.

X0 er denne immaterielle "baggrund" af stilhed hvorpå X0 i funktionen som X1 oplever det skabte.

*) Se især Martinus "Den Intellektualiserede Kristendom" 134-135 (DIK), og Per Bruus-Jensenís seneste bog "Kosmisk Kemi."

På fig.1 er den hvide baggrund i rammen, Verdensaltets eller Guddommens jeg, X0. Dette jeg er al tings immaterielle urgrund. Den årsagsløse årsag.

At det er immaterielt betyder ikke at det er ingenting, - tværtimod - det er snarer alting, men det betyder at vi er ude af stand til at sanse det. Det er det "noget" som sanseapparater og alt muligt andet består af. Det er af en højere grad end noget af det vi kender som åndelig og fysisk materie.

Selv om det er immaterielt er det i høj grad hensigtsmæssigt organiseret som kræfter og evner. For at kunne skabe illusionen om bevægelse må X0 være hypersymmetrisk. X0 er hypersymmetrisk organiseret på en måde hvor modsætninger komplementerer hinanden. Det har potentiale til alt . Det rummer "kim" til alt. Det er objektive gestalter der venter på at blive gestaltet! De står på spring, for at blive besvangret med ideer for at springe ud i tiden og rummets verden som virkelige illusioner. Det er stilheden bag al bevægelse, evigheden og uendeligheden bag al tid og rum og det er al materies immaterielle udspring. Det er det levende bag al liv i universet. Det der ser ud af alle øjne og "lytter" bag alle sanser.

Det er Guddommen som ud af sit verdensdyb gennem de levende væsner evigt skaber liv og oplevelse for sig selv og sine gudesønner.

Fig.2 Cirklen symboliserer verdensaltets tænkte sansehorisont.

Dvs. det som verdensaltet under bestemte betingelser kunne opleve.

På figuren er den symboliseret som en cirkel der er centreret i forhold til et punkt. Den situation skal beskrive at verdensaltets bevidsthed hviler passivt og ubevidst i sin urgrund.

Det er en paradoksal situation som aldrig er hændt og heller aldrig vil ske, og figuren skal kun tjene til at illustrere fraværet af den kraft der sikrer at det ikke sker.

Fig.3 Cirklen beskriver verdensaltets skabte bevidsthed eller sansehorisont. På diagrammet er den

tvungen ud af sin passivitet og bragt "på banen" af en kraft der "trækker den i spil" ud af centrering. Kraften er centralbehovet. Og centralbehovet er verdensaltets behov for evigt at opleve sin egen eksistens som almægtig, alvidende og alkærlig skaber

Fig.4 er tilføget er "rund pil op" Denne tilføjelse skal beskrive endnu en kraft. Denne kraft er urbegæret der evigt symmetrisk og komplementært udspringer fra Centralbehovet som en logisk nødvendighed der giver jeget sin stræben efter at ville oplevelsen af livet for enhver pris. Urbegæret er livsviljen i det levende verdensalt.

Livsviljen vil drevet af centralbehovets krav primært tvinge Guddommen og de levende væsner "opad" mod nye mål, mere perfekt skabelse, mere omfattende magt og kærlighed. Der skal hele tiden skabes noget nyt og bedre. Og sekundært driver urbegæret de levende væsner ud i ekstrem selviskhed og stupid ondskab. (sult/mættelsesprincippet) Centralbehovet og urbegæret udgør på denne måde en "toenighed" eller en "duade".

Her kunne man fristes til at spørge om ikke denne acentrering bryder hypersymmetrien i X0?

Først vil jeg minde om at den acentrerede cirkel kun er en figur i et diagram der gør det muligt at fremstille et billede af nogle kræfter og energiers samarbejde inden for det levende væsens sansehorisont osv. Og spørgsmålet er selvfølgelig møntet på diagrammets gyldighed og ikke et spørgsmål om hvorvidt virkeligheden er af lave. For i så fald ville der ikke eksistere nogen virkelighed.

Men her er er det på sin plads at minde om at verdensaltets "substans" i overført betydning er "kornet". Dets skabende kræfter er uddelegeret på en uendelig skare af livsenheder (gudesønner) hvis struktur er rene kopier af verdensaltets struktur. De er principielt udstyret med de samme kræfter og evner som verdensaltet, men de lever under andre og mere begrænsende forhold.

Disse betingelser giver verdensaltet et helt andet og langt større perspektiv eller en stører sansehorisont.

Derfor overskuer verdensaltet samtidig sin tilværelse gennem to perspektiver som fortoner sig ind i hinanden. Her taler jeg selvfølgelig om dens primære og sekundære bevidsthed.

Denne begrænsning består i at de i modsætning til verdensaltet er afhængig af nogle afgrænsede omgivelser der stiller sine betingelser. Hvorimod verdensaltet lever uden nogen ydre omgivelser eller grænser og derfor lever i sin egen indre virkelighed helt på sine egne ubegrænsede betingelser.

Centralbehovet og urbegæret vil ganske rigtig trække de levende væsners sansehorisont ud af evighedens og ind i tidens acentrering, men pga. væsnernes uendelige antal vil denne kraft virke i alle 6 tilværelsesplaner og derfor trække til alle sider samtidig. Som vist i figur 10. Derfor er supersymmetrien og stilheden ikke brudt. Så man kan sige at diagrammet på dette felt "holder".

Den acentrerede cirkel tænkes her på diagrammet styret i et kredsløb omkring det fast punkt X1. Dette X1 er et "ankerpunkt" dybt ned i sit ophav X0.

( Som et kuriosum kan tilføjes at dette punkt her på diagrammet kun har en størrelse for at markere dets tilstedeværelse og give plads til teksten X1. Punktet er ankerpunkt til det guddommelige verdensdybet af stilhed X0 og forbinder symbolsk den skabte bevidsthed med dette potentiale. Og symbolsk er punktet omdrejningspunkt for kredsløbsprincippets påvirkning af al bevægelse. I diagrammet er omdrejningspunktet tænkt som et matematisk immaterielt punk uden udstrækning helt i tråd med dets funktion som symbol for X1 der er det levende væsens og Guddommens immaterielle jeg X0 i rollen som omdrejningspunkt og skaber og oplever.)

Fig.5 Centralbehovet og urbegæret er de kræfter der vedvarende tvinger verdensaltet til evigt at forny sin selvbekræftelse. De udgør derfor baggrunden for dannelsen af skaberen (X1) der gennem sin skabeevnen(X2) bekræftes som almægtig og alkærlig ved til stadighed at opretholde det skabte univers(X3). Guddommens skabeevne eller moderenergien symboliseres i diagrammet ved den dobbelte ring. Den udspringer af X0 som et svar på centralbehovet og urbegærets krav om udfoldelse af deres formål, nemlig at tilgodese Guddommens behov for bekræftelse og selvrealisering. Resultatet er skabelsen af bevidstheden og oplevelsen af det evige liv. Moderenergien omsætter sig til 6 grundenergier der i diagrammet viser sig som 6 cirkeludsnit. Hver grundenergi opretholder i samarbejde med de øvrige energier 6 tilsvarende tilværelsesplaner. Urbegæret og moderenergien fører det levende væsens sansehorisont "op og rundt" gennem alle tilværelsesplanerne. (kredsløbsprincippet)

Fig.6 Uddybende resume: Som en levende organisme må verdensaltet eller Guddommen bestandigt forny sin livsoplevelse. Dette muliggøres gennem opretholdelsen af de levende væsner, gudesønnerne.

Gudesønnernes eksistens er en konsekvens af at den guddommelige oplevelseshorisont forskydes i forhold til dens centrum. Derved opstår der et "falsk" centrum som sætter Guddommen i stand til at opleve tilværelsen fra en "skæv" vinkel. Konsekvensen af denne acentrering er at grundenergierne derved får mulighed for at optræde i forskellige grader af dominans.Heraf fremstår de kontraster der gør tilværelsens oplevelse mulig. Den nødvendige variation i livsoplevelsen frembringes af urbegæret der i samarbejde med sult og mættelsesprincippet på diagrammet tvinger oplevelsenshorisonten "op og rundt" i alle tilværelsesplanerne.

Kilden til denne evige skabelsesproces er et uendeligt potentiale der skjuler sig i det immaterielle X0 som er Guddommens jeg.

Herfra udspringer evigt uudtømmelige kræfter der motiverer verdensaltet til den utrættelig nyskabende proces som udgør det evige liv.

Kilde er den komplementære "duofunktion" centralbehovet og urbegæret . Centralbehovet forhindrer bevidstheden eller sansehorisonten i at falde ind i selvcentrering og det fastholder i stedet sansehorisonten i en dynamisk aktiv tilstand. Og urbegæret trækker de levende væsners sansehorisonter "op og rundt" mod stadig nye livsbekræftende oplevelser gennem de 6 tilværelsesplaner. Det komplementære svar på denne "duo" er en "trio" der symmetrisk træder ud af X0 som en treenig funktion, dels som skaberen og opleveren X1, som skabe og sanseevnen X2, og som den skabte tilværelse X3.(se evt. DTT IV 1055.)

Hvis vi kunne fjerne illusionens tryllestøv (tiden og rummet) vil X3 vise sig at være streng symmetrisk. Idet dette tryllestøv skaber illusionen af at de komplementære elementer ikke optræder samtidig. Over tid vil alle situationer i X3, når de har udøvet sin virkning **) jo opløse sig i sin komplementære modsætning.

Moderenergien(X2) omsætter sig symmetrisk, parvis i 3 komplementære energipar til i alt 6 grundenergier der hver markeres ved et 1/6 cirkeludsnit. Hver grundenergi repræsenterer en skabende evne og et tilværelsesplan. Energierne har Martinus som bekendt navngivet som

instinktenergi

tyngdeenergi

følelsesenergi

intelligensenergi

intuitionsenergi

hukommelsesenergi

planteriget

dyreriget

det rigtige menneskerige

visdomsriget

det guddommelige rige

salighedsriget

rød

orange

gul

grøn

blå

indigo

20

40

60

80

120

100

Nr. 1

Nr. 2

Nr. 3

Nr. 4

Nr. 5

Nr. 6

Således drevet af evige kræfter sender Guddommen sine gudesønner hjemmefra "op og rundt" på evig pilgrimsfærd fra rige til rige". og Han glæder sig over denne livgivende strøm af gudesønner der bestandig tager hjemmefra og bestandig vender hjem til det guddommelige rige hvor de evigt bringer livgivende fornyelse til Guddommens bevidsthed."

**) Virkningen er et "evigt aftryk i sanseregisteret."

 

Fig.7 Her er et diagram der viser grundenergiernes kombination for det kulminerede dyrerige.

Intuitionsenergien er latent (blå)

Hukommelsesenergien er aftagende i 2. face (indigo)

Instinktenergien aftagende i 1. face(rød)

Tyngdeenergien er dominerende (orange)

Følelsesenergien er tiltagende i 2 face (gul)

Intilligensenergien er tiltagende i 1. face (grøn)

Fig.8 Dette diagram viser grundenergiernes kombination for det rigtige menneskerige i kulminerende stadium.

Hukommelsesenergien er latent (indigo)

Instinktenergien er aftagende i 2. face (rød)

Tyngdeenergien er aftagende i 1. face (orange)

Følelsesenergien er dominerende (gul)

Intilligensenergien er tiltagende i 2. face (grøn)

Intuitionsenergien er tiltagende i 1. face (blå)

Fig. 9 Det komplementære forhold mellem Guddommens primære og sekundære bevidsthed.

Fig. 10 Guddommens ubegrænsede sansehorisont er sammensat af alle levende væsners begrænsende horisonter.

Martinus skriver (DIK 133) at Gud som tiden og rummets herre og skaber kan opleve tid og rum på en anden måde end de levende væsner.


Og de levende væsners situation adskiller sig også radikalt fra Guddommens situation.

Godt nok er de alle i strukturen kopier af Guddommen, men alle bærer de tidens kappe som tilslører deres sande identitet. De lever inde i Guddommen som derved opleves som deres altomgivende universvæsen.

Deres tilværelse er underkastet pulserende udviklings og en indviklingsperioder i et evigt kredsløb gennem lys og mørke, og de vandrer gennem stadig skiftende organismeprincipper.

De er spærret inde i en begrænsende sansehorisont afhængig af hvilke grundenergier der er mest fremherskende i den del af udviklingsspiralen de aktuelt befinder sig.

Alt sammen modsat Guddommen hvis sansehorisont ikke er underkastet rum og tid og derfor ikke oplever en omverden. Han er derimod afhængig af den puls og den fornyelse som skabes gennem hans evige gudesønner. Gudesønnerne bærer lyset og mørket frem i Guddommens bevidsthed og sætte Ham i stand til at opleve sig selv gennem sit eget skaberværk i al dets vælde.

Fig.G5 viser de levende væsners sansehorisonter korrigeret i forhold til grundenergiernes indebyrdes styrke (20, 40, 60, 80, 120, 100. Her er sansehorisonten for det guddommelige rige markeret med hvid farve. Figuren visualiserer de enkelte tilværelsesplaner med de levende væsners sansehorisonter og deres indebyrdens styrkeforhold. Og den viser at gudesønnernes sansehorisonten i det guddommelige rige er nået til dens yderste grænse i det aktuelle spiralkredsløb. Sagt på en anden måde: Sansehorisonten nærmer sig faretruende det punkt hvor den kulminerer og derfor optræder som centreret, passivt hvilende i sig selv. Hvad skulle bringe den i spil igen?

Dette mætningspunkt er i samarbejde med urbegæret motivet til at gudesønnerne blændet og mættet af lys forlader det guddommelige fædrehjem og begive sig på en ny pilgrimsfærd eller opdagelsesrejse gennem nye "mørkeregioner".

Centralbehovet og urbegæret driver dem på rejse og sult og mættelsesprincippet bevirker at de blændede og lysmættede væsner direkte længes efter lysets modsætning og derfor ser det guddommelige lys som tiltagende tusmørke og det kærkommende "mørke" som gryende morgenlys.

<O>